Hemmeligheder kan være svære at holde på. Især hvis man står og har fat i halen på den største laks i elven og er ved at trække den på land. Så kommer der en masse nævenyttige folk og spørger hvad man har gang i? “Ikke noget, jeg står bare og kigger på den smukke natur… plask, plask”. Det kan gøre det endnu sværere, hvis man hedder Bjarne Riis og aldrig har været den mest åbenmundede til pressen og helst bare gerne vil holde kortene tæt til kroppen. Så begynder folk for alvor at snage, og hvor ville det da have været et antiklimaks, hvis Riis ikke havde kunne præsenterer Alberto Contador i dag. Tænk en fuser det ville have været for en ny sponsor, hvis det bare havde været rygter, men det eneste journalisterne gad at spørge til var en fisk man ikke havde fanget?
Men der var da heldigvis bid – og tillykke til Bjarne med fangsten. Det bliver en hel ny tid og en helt anden udfordring, som Bjarne aldrig har prøvet før. Han har prøvet, at bygge et hold op næsten fra bunden. At være den bløde mellemvare, som gik efter en enkelt etapesejr. Så kom han op i superligaen og har udviklet talenter eller gamle garvede til at blive stjerner, som eksempelvis Jalabert, Basso, Sastre, Cancellara og Schleck-brødrene. Men han har aldrig prøvet denne nye situation, hvor han får en etableret Tour-vinder, der efterhånden har vundet så meget, at han kun kan gentage sig selv.
Først kunne jeg ikke blive helt enig med mig selv om det ville blive en smule kedeligt. Om Riis og Contador bare ville blive en “Walk in the park” og at vi ville få nogle meget forudsigelige rundture de kommende år. Den blanding af chef og kaptajn kan ikke fås ret meget større. Så i princippet ville de kun kunne tabe og skuffe. Sejrene ville kun være forventlige.
Men på den anden sidde, så er det altså ret svært ikke at blive smittet af Riis’ MEGET høje mundvige. Det bliver da sjovt, blæret og vildt fedt at se Bjarnes danske hold som absolut topfavorit. Heldigvis lyder det også til, at de har sat sig nogle klare mål sammen, så motivationen ikke daler. Der er aldrig nogen, som har vundet alle tre store rundture ihv. Italien, Frankrig og Spanien SAMME ÅR. Nogle få, inklusiv Contador selv har vundet alle tre, men fordelt ud over flere sæsoner. Det ville virkelig være en præstation ud over det sædvanlige, hvis det skulle kunne lykkes. Men rart at de sætter overlæggeren højere end nogen andre.
Lad os håbe, at deres kemi passer sammen. Mens Riis’ hjemmelavede stjerner kørte på hans hold har deres loyalitet været meget stor og de har for det meste stolet fuldt ud på chefens dømmekraft. Men hvordan bliver det mon med Contador? Han har allerede vundet og har bevist at man kan vinde ved at gøre tingene på en anden måde end Riis ville gøre det. Hvad vil Contador mon gøre, hvis han sidder halvvejs oppe ad et bjerg og pludselig vil noget andet end den taktik Riis råber i hans øresnegl? Lad os håbe at den unge tour-stjerne ikke har fået primadonna-nøkker af al succes’en og at ham og Riis kan gå rigtig godt i spænd. I så fald kan jeg ikke rigtig se, hvad der skulle kunne stoppe dem…
… ved du heller ikke hvad den hilsen betyder? Det kommer vi tilbage til senere
Jeg er vild med fodbold. Det er en genial sport. Aab styrer, AGF er i 1. division og vi har lige haft VM, med så mange kampe, at selv den mest overbærende hustru godt snart gad, at det var ovre. Men er der ikke en tendens til, at de store finaler ofte bliver en smule kedelige? Champions Leauge, VM, EM og så videre. Det er som regel kvart- og semifinalerne der er de bedste kampe (Diego Furlan på overlæggeren i sidste sekund…). Hollænderne formåede da også, at lave fodbold om til en kampsport i årets finale, og så endda en kedelig en af slagsen.
Nå, nok om det. Men min pointe er, at mens fodbolden ind imellem skuffer i hvad der burde være de største kampe, så skuffer cykelsporten aldrig, hvad spænding og drama angår. Årets Tour de France blev ingen undtagelse. I år fødtes en duel, som kommer til at være omdrejningspunktet om Tour de France de næste mange år. Contador mod Schleck.
Der har igennem tiderne været mange af den slags dueller. Anquetil mod Poulidor, Greg Lemond mod Fignon, Indurain mod Rominger, Armstrong mod Ullrich og nu altså denne nye duel mellem to gutter på hhv. 25 og 26 år. Jeg tror godt at vi kan forvente, at se indtil flere gentagelser. Men så længe de leverer så meget spænding og sådan et show, så gør det bestemt heller ikke undertegnede noget som helst
Først virkede det en smule arrogant af Andy Schleck, at sige at han ikke rigtig anså Menchov eller nogen anden for den sags skyld, som nogen reel trussel. Men da det kom til stykket, var den udtalelse bare de kolde fakts, snarere end arrogance. Der var kun Contador og Schleck da det virkelig gjaldt. Da løbet blev afgjort på Col de Tourmalet var der kun de to tilbage. Hvilket på en eller anden måde, var meget smukt og meget håndgribeligt. Desværre var Contador for stærk denne gang og Andy kunne ikke ryste ham af.
Men Andy vandt noget, som er næsten 100 gange størrere end en Tour sejr. Folkets sympati med taberen. Det så’es også ganske tydeligt af morgendagens karikatur i l’Equipe, som viste Andy Schleck 1½ gang højere end Contador og Armstrong, som lister ud af bagdøren.
Det øjeblik som nok bedst sammenfatter årets Tour er desværre nok da Andy taber kæden, efter at han er rykket afgørende væk fra Contador. Det var træls, det var surt og nøj hvor vi hoppede, men hvor var det på den anden side også fuldstændig fantastisk. Dette øjeblik gav Schleck den ovennævte sympati fra folket, hvilket kan være ganske fordelagtig at have i årene der kommer.
Men på den anden sidde… så var han altså også selv skyld i det. Ikke så meget det med kæden, men mere hele den samlede sejr. Hvis ikke Schleck havde tabt 42 sek. på en snottet lille prolog. Så havde han kunne tåle at kunne tabe kæden. Især da også da han godt kunne køre en rimelig sidste enkeltstart og selv her true Contador midtvejs.
Jeg tror også, at brormands exit på tredje etapes brosten havde sine konsekvenser. Hvis Contador havde skulle holde øje med hele to Schleck’er på den sidste opstigning til Tourmalet, så var det ikke sikkert, at han havde holdt hele vejen. For lad os bare se realiteterne i øjnene. Tema Saxobank var et stærkt hold. Meeeen de imponerede altså ikke i bjergene når det virkelig gjaldt. Og der var mange gange, hvor Andy blev alene og selv måtte klare paragrafferne.
Men det gik som det gik. Og hvem ved, måske kan det være, at vi danskere er elle-vilde til næste år, når Contador vinder over Schleck på Team “Specialized-Sungard”. Vi får se
Hasdiavo…. nå ja. Da vi stod på Champs Elysees og så Nicky Sørensen næsten holde hjem, så blev stemningen jo trykket en smule i vejret. Da rytterne efterfølgende kørte den sædvanlige sejrsrundte, gik der lidt sport i at råbe rytterne op. Vi fik i hvert fald et lille vink fra Brian Vandborg. Guttermand!
Vi fik da også Thor Hushovd til at vende sig, da vi på dansk-norsk råbte “KOM SÅ THOR!”. Men så kom Team BMC forbi. Og hvad råber man lige så? Jeg bryder mig ikke særlig meget om Evans. Han har været en meget værdig verdensmester i år, men skuffede desværre i Tour’en pga. den brækkede albue (forhåbenligt). Så jeg kunne ikke lade være med at råbe “How’s the elbow?” Det kom sådan rimelig ud af det blå, og vennerne omkring mig havde ikke lige set den komme. Så de forstod ikke et ord af hvad jeg sagde. De kiggede med kraftigt hævede bryn på mig og sagde “Hasdiavo???? Hvad i alverden betyder det?” And there you go. Jeg troede lige jeg var sjov på regbuestribernes bekostning og endte i stedet for selv at blive til grin resten af ferien. Døm selv om I kan høre hvad jeg siger
Beklager, at jeg ikke har fået skrevet nogle afsluttende bemærkninger til Tour’en i år. Men skulle lige en tur i Disneyland med familien og igennem en stressende hjemrejsedag. Men de skal nok komme, sammen med lidt hjemmebragte billeder
Tja, det var nok rimelig forudsigeligt på den flade etape til Bourdeaux. Fik desværre ikke set afslutningen fordi vi for vild i et jødisk kvarter i Paris. Alternativ oplevelse må man sige.
Jeg kan dog ikke helt finde den pessimistiske holdning frem, inden morgendagens enkeltstart. Jeg synes lidt at man skal passe på med helt at afskrive Andy. Det er ikke første gang, at man har set en ikke-specialist overraske på ren viljestyrke. Og 8 sek. er altså mikroskopisk lidt. Bare spørg Laurent Fignon.
Dagens forside på l’Equipe kunne ikke være mere spot-on. Dagens store finale til toppen af Tourmalet kom kun til at handle om to mænd – Schleck og Contador. Manuskriptet var næsten skrevet på forhånd. Der var kun to roller. Og som en smuk, surrealistisk afslutning, så føltes det som om at der ikke var andre ryttere på bjerget overhovedet. Der var de to og ingen andre.
Missionen lykkedes desværre bare ikke. Andy kom aldrig fra Contador, så han kunne skaffe sig de livsvigtige sekunder inden lørdagens enkeltstart. Men man må i sandhed sige, at han døde med bukserne på. Holdet gjorde alt hvad de kunne i bunden, og Andy gjorde alt hvad han selv kunne, da de nåede km 10.
Andy’s ryk er længere og mere opslidende end Contadors korte giftige. Men det var desværre ikke nok. Lige godt hvad hvad han gjorde, så var den lille seje spanier i hans baghjul, hver gang han kiggede tilbage. Heldigvis havde Andy kræfter nok til at svare igen på det ene giftige hug der kom fra Contador i dag. Det hele endte i en gentleman-sejr. En gave. Contador får højst sandsynlig sin tour-sejr og Andy fik sin anden flotte etapesejr. Men ikke nok med det – også folkets meget betydningsfulde sympati.
Men det er ikke ovre før end den danske nationalmelodi er spillet på Champs Elysees Contador har trods alt ikke vundet helt endnu. Efter tre lange hårde uger, betyder det ikke så meget, om man er super specialist ud i enkeltstart. Det der betyder noget på nuværende tidspunkt er, hvor meget der er tilbage og skyde med. Så hvem ved, om Schleck måske kunne overraske alt og alle og køre et brag af en enkeltstart. Det tager også mere end 8 sek. for Contador at skifte hjul hvis han skulle finde på at punktere… Det er ikke slut endnu.
Dagens mand, som brød med de uskrevne regler (der er efterhånden nogle stykker), viste sig at blive Carlos Sastre. Samuel Sanchez var styrtet og Contador og Saxobank prøvede at vise fairness. Men det mente Sastre alså ikke at der skulle være noget af, og begav sig i stedet for ud på et intetsigende solotogt mellem udbryderne og feltet, der endte i absolut ingenting.
Det leder os så også frem til dagens mandfolk. Samuel Sanchez!!! Det så meeeget slemt ud, da han lå nærmest livløs på vejen og hans soigneur sad med hans hoved i sit skød. Man troede det værste. Men a’la Tom Simpson blev han sat op på cyklen igen og endte dagen en del lykkeligere end Simpson, nemlig næstbedst – lige efter Schleck og Contador. Imponerende!!!
Men Andy vandt noget, som er næsten 100 gange størrere end en Tour sejr. Folkets sympati med taberen. Det så’es også ganske tydeligt af morgendagens karikatur i l’Equipe, som viste Andy Schleck 1½ gang højere end Contador og Armstrong, som lister ud af bagdøren.
