Tour’en 2008 samlet set

Sikke en fest det endte med at blive. Som en rigtig god film, havde dette års Tour det hele. Der var en spændende og anderledes indledning, der var skurke, der var helte, der var overraskelser og frem for alt var der en lykkelig slutning for første gang i mange år.

Den første uge blev en anderledes affære i år. Det måtte også gå anderledes, når man droppede prologen og startede med en klassiker-lignende første etape. En meget positiv oplevelse i den første uge, var Team Colombia der var med i det hele og alting og fik virkelig vist den nye trøje frem. Inden bjergene troede man også at Kim “Kirsten” kunne blive en seriøs podiemand og Brian Holm var helt forpustet over at skulle holde styr på alle de trøjer og etapesejre hans folk skrapede til sig. Mark Cavendish fik i den grad sit store gennembrud som landevejssprinter. Det bliver spændende at følge ham på banen i Beijing.

Så kom Pyrenæerne, hvor vil alle blev grundigt taget ved næsen af den lille “Copra”, Richardo Ricco og resten af Saunier Duval. De pilede op og ned af bjergene med et fantastisk antrit som ingen kunne følge… Det var også lidt for fantastisk. Heldigvis blev det afsløret at kobraen blot var en regnorm på speed, og han og resten af holdet forlod Tour’en. Leonardo Piepoli nåede da lige i farten at levere årets “griner”, da han sagde: “…øhhh jeg har taget det samme som Ricco? Hvad er der galt i det?”.

Cadel Evans så ud til at have styr på det hele efter Pyrenæerne. Han var i gult og havde ind til videre holdt konkurrenterne i skak. Der var kun ham den irriterende Luxemburger ved navn Schleck, som lå et enkelt sekund efter, men ham kunne han jo nemt klare i den sidste enkeltstart. Men der var et lille cykelhold ved navn CSC Saxobank som havde andre planer.

Dels snuppede Kurt Asle Arvesen lige en etapesejr foran stærke folk som Ballan og Elmiger. Men dette var kun en advarsel om hvad der skulle ske i alperne. Da feltet, eller resterne af feltet ramte Prato Nevoso i Italien, fik Evans virkelig noget at blive “nervoso” over. CSC Saxobank indledte den afgørende fight ved at isolere Evans og angribe ham til højre og venstre. Sastre endte med at komme fri sammen med overraskelsen Bernhard Kohl. De hentede “kun” 47 sekunder på Evans, men Frank Schleck kunne nøjes med endnu mindre. Han tog 9 sekunder på Evans og tog dermed den gule trøje fra ham.

Men det virkelige mesterstykke blev lavet af Bjarne Riis’ hold på legendariske Alpe d’Huez. Mellem Nevoso og dette bjerg var der ikke sket nogen forskydninger i klassementet. Det hele skulle afgøres på dette sidste bjerg. Man kunne være nervøs for at favoritterne ville lurepasse på hinanden, men i det sekund det begyndte at gå op ad angreb Carlos Sastre – og de så ham aldrig igen. Manden uden hold, eller Cadel Evans som hans mor kalder ham, måtte nu selv ud af busken. Selvom Frank Schleck kørte i gult skulle han ingen steder, når hans kaptajn var i angreb. Til gengæld kunne Frank og årets åbenbaring, lillebror Andy Schleck, sidde og prikke til Evans med det ene skinagreb efter det andet.

Sastre vandt etapen til Alpe d’Huez på flot angreb og på fabelagtigt holdarbejde af hans uselviske kollegaer. Og den mørbankede boksebold Cadel Evans mistede 2′15″ til spanieren. Det betød at Sastre nu var i gult med et forspring til Evans på 1′34″. Cadel Evans’ store idol Miguel Indurain, havde kunne vinde samlet, hvis han havde skulle hente 1½ minut på den sidste enkeltstart. Men Australieren skuffede fælt og kørte ikke den knusende enkeltstart som var nødvendigt. Sastre kørte derimod en fornuftig tid og havde stadig 58″ at give af ved stregen.

Dagen efter kunne han lade sig hylde som den flotteste og reneste vinder i en del år. Og ikke nok med det, så snuppede unge Andy Schleck den hvide trøje og CSC Saxobank vandt holdkonkurrencen med et kvarter til nummer to. Den kedelige afventende Evans blev slået på smukkeste vis, af et hold der gjorde alting rigtigt i den sidste uge.