Hasdiavo!!!
August 1, 2010… ved du heller ikke hvad den hilsen betyder? Det kommer vi tilbage til senere 
Jeg er vild med fodbold. Det er en genial sport. Aab styrer, AGF er i 1. division og vi har lige haft VM, med så mange kampe, at selv den mest overbærende hustru godt snart gad, at det var ovre. Men er der ikke en tendens til, at de store finaler ofte bliver en smule kedelige? Champions Leauge, VM, EM og så videre. Det er som regel kvart- og semifinalerne der er de bedste kampe (Diego Furlan på overlæggeren i sidste sekund…). Hollænderne formåede da også, at lave fodbold om til en kampsport i årets finale, og så endda en kedelig en af slagsen.
Nå, nok om det. Men min pointe er, at mens fodbolden ind imellem skuffer i hvad der burde være de største kampe, så skuffer cykelsporten aldrig, hvad spænding og drama angår. Årets Tour de France blev ingen undtagelse. I år fødtes en duel, som kommer til at være omdrejningspunktet om Tour de France de næste mange år. Contador mod Schleck.
Der har igennem tiderne været mange af den slags dueller. Anquetil mod Poulidor, Greg Lemond mod Fignon, Indurain mod Rominger, Armstrong mod Ullrich og nu altså denne nye duel mellem to gutter på hhv. 25 og 26 år. Jeg tror godt at vi kan forvente, at se indtil flere gentagelser. Men så længe de leverer så meget spænding og sådan et show, så gør det bestemt heller ikke undertegnede noget som helst
Først virkede det en smule arrogant af Andy Schleck, at sige at han ikke rigtig anså Menchov eller nogen anden for den sags skyld, som nogen reel trussel. Men da det kom til stykket, var den udtalelse bare de kolde fakts, snarere end arrogance. Der var kun Contador og Schleck da det virkelig gjaldt. Da løbet blev afgjort på Col de Tourmalet var der kun de to tilbage. Hvilket på en eller anden måde, var meget smukt og meget håndgribeligt. Desværre var Contador for stærk denne gang og Andy kunne ikke ryste ham af.
Men Andy vandt noget, som er næsten 100 gange størrere end en Tour sejr. Folkets sympati med taberen. Det så’es også ganske tydeligt af morgendagens karikatur i l’Equipe, som viste Andy Schleck 1½ gang højere end Contador og Armstrong, som lister ud af bagdøren.
Det øjeblik som nok bedst sammenfatter årets Tour er desværre nok da Andy taber kæden, efter at han er rykket afgørende væk fra Contador. Det var træls, det var surt og nøj hvor vi hoppede, men hvor var det på den anden side også fuldstændig fantastisk. Dette øjeblik gav Schleck den ovennævte sympati fra folket, hvilket kan være ganske fordelagtig at have i årene der kommer.
Men på den anden sidde… så var han altså også selv skyld i det. Ikke så meget det med kæden, men mere hele den samlede sejr. Hvis ikke Schleck havde tabt 42 sek. på en snottet lille prolog. Så havde han kunne tåle at kunne tabe kæden. Især da også da han godt kunne køre en rimelig sidste enkeltstart og selv her true Contador midtvejs.
Jeg tror også, at brormands exit på tredje etapes brosten havde sine konsekvenser. Hvis Contador havde skulle holde øje med hele to Schleck’er på den sidste opstigning til Tourmalet, så var det ikke sikkert, at han havde holdt hele vejen. For lad os bare se realiteterne i øjnene. Tema Saxobank var et stærkt hold. Meeeen de imponerede altså ikke i bjergene når det virkelig gjaldt. Og der var mange gange, hvor Andy blev alene og selv måtte klare paragrafferne.
Men det gik som det gik. Og hvem ved, måske kan det være, at vi danskere er elle-vilde til næste år, når Contador vinder over Schleck på Team “Specialized-Sungard”. Vi får se 
Hasdiavo…. nå ja. Da vi stod på Champs Elysees og så Nicky Sørensen næsten holde hjem, så blev stemningen jo trykket en smule i vejret. Da rytterne efterfølgende kørte den sædvanlige sejrsrundte, gik der lidt sport i at råbe rytterne op. Vi fik i hvert fald et lille vink fra Brian Vandborg. Guttermand!
Vi fik da også Thor Hushovd til at vende sig, da vi på dansk-norsk råbte “KOM SÅ THOR!”. Men så kom Team BMC forbi. Og hvad råber man lige så? Jeg bryder mig ikke særlig meget om Evans. Han har været en meget værdig verdensmester i år, men skuffede desværre i Tour’en pga. den brækkede albue (forhåbenligt). Så jeg kunne ikke lade være med at råbe “How’s the elbow?” Det kom sådan rimelig ud af det blå, og vennerne omkring mig havde ikke lige set den komme. Så de forstod ikke et ord af hvad jeg sagde. De kiggede med kraftigt hævede bryn på mig og sagde “Hasdiavo???? Hvad i alverden betyder det?” And there you go. Jeg troede lige jeg var sjov på regbuestribernes bekostning og endte i stedet for selv at blive til grin resten af ferien. Døm selv om I kan høre hvad jeg siger
